Marcipanroulade med nougat er en rigtig julekonfekt klassiker. Giv den et ekstra pift og tilføj lækker pistacie – find opskriften her.
Er der noget bedre end den klassiske marcipanroulade med nougat skåret i fine skiver, når julekonfekt fadet bliver sat frem?!
Her er det helt klart en af favoritterne og med et ekstra lag af pistacie forsvinder den hurtigt. De fine lag af marcipan, nougat og pistacie pynter på fadet af søde sager.
Opskriften på min marcipanroulade med nougat og pistacie finder du nederst på siden her i en fin printvenlig version, som du nemt kan tage med i køkkenet. Jeg har sat lidt billeder ind, så du er guidet godt på vej.
Før du går i gang
De første mange gange at jeg skulle lave marcipanroulade, var det en klistret affære. Derfor har jeg lært mig selv lidt tricks undervejs og dem får du lige her:
For at undgå at marcipanen klistrer til dig, bordet og kagerullen, så er der et nemt trick. Ælt din marcipan varm og rul den ud mellem to stykker bagepapir.
Skulle din masse stadig klistre lidt, kan du bruge flormelis ligesom du ville bruge mel ved udrulning af småkager. Husk at ligesom ved småkagerne bliver dejen tør hvis man bruger for meget.
En marcipanroulade må meget gerne have et lidt rustikt look. Jeg temperer derfor min chokolade og pensler den på. Husk hvis din marcipan er koldt (hvis du f.eks. har rullet den sammen og lagt på køl), så stivner chokoladen hurtigt og du skal derfor også være hurtig med at pynte.
Altid marcipanen først. Det er den der holder sammen på det hele. Herefter tilføjer du lagene efter hvad der er hårdest i konsistens, sådan at den blødeste del kommer inderst. I min opskrift er det nougat, men køber du pistaciemasse, kan det også være den der har den blødeste konsistens. Det kommer an på mærket.
Sådan en klump blød nougat er ikke til at ælte, så den kan rulles ud. I mange opskrifter læser jeg, at det bliver skåret i tynde skiver og lagt på marcipanen. Jeg snupper dog den nemme løsning. Jeg varmer det en smule i mikroovnen, så det bliver blødt og nemt at smøre ud på marcipanen.
Vil du gerne have forskellige fine marcipanlag, så kan du sagtens farve marcipanen. Lad være med at gøre som du så i barndommen. Frugtfarve er ikke vejen frem. Det gør marcipanen klistret, da der er meget vand i. Brug i stedet pastafarver.
Hvordan opbevares konfekt?
Det mest optimale er at have din konfekt i en tætsluttende beholder ved 12 grader. Har du ikke den mulighed (hvilket de fleste af os ikke har) kan du gemme det i køleskabet. Her skal du dog huske på, at konfekten ikke må være for varm, når den sættes ind, da den overtrukne chokolade vil blive plettet og grå. Lad den derfor stå lidt i et køligere rum inden den placeres i køleskabet.
Når konfekten skal serveres tager du den ud en ca. ½ times tid før, så den kondens som temperaturændringen vil give, kan nå at sættes sig på din bøttes sider og ikke samler sig ovenpå din konfekt.
Lav din egen pistaciemasse
Jeg laver selv min pistaciemasse / pistaciemarcipan, men du kan sagtens købe det klar til brug i supermarkedet.
Når jeg laver pistaciemasse / pistaciemarcipan laver jeg altid en lidt større portion, når nu jeg alligevel er i gang. Det betyder at der er til både konfekt, fyldte chokolader og fyld til diverse kager. Laver du for meget, så husk at det sagtens kan fryses.
Marcipanroulade – ikke kun til jul
Spiser du slik hele året? – så kan du roligt servere konfekt hele året.
Definitionen på konfekt er egentlig hjemmelavet slik i små stykker. Det er oftest lavet af marcipan, blød nougat, nødder og tørrede frugter og som regel overtrukket med chokolade.
Så jeg kan kun sige – Go for it. Lav konfekt lige når du har lyst. Jeg serverer det på slikfadet sammen med alle de andre lækkerier. Det er vel ikke kun til jul, at man kan hygge lidt ekstra. 😉
Lav et fint konfektfad
Vil du gerne forsøge dig med et fint konfektfad, som vil imponere dine gæster?
Så har jeg samlet alle mine konfektopskrifter lige her: #konfekt
Vil du hellere lave andre lækkerier med marcipan, så finder du dem lige her: #marcipan
Rigtig god fornøjelse.
Her finder du mig
Du er altid velkommen til at kigge forbi min instagram @homebybianca, hvor jeg deler billeder af mine opskrifter, lidt af mine kreative input og livet som mor.
Bloggen kan også findes på facebook, hvor jeg løbende ligger links til de nye indlæg op. Bloggens facebookside findes her Home by Bianca
På Pinterest pinner jeg opskrifter, kreative input og skøn inspiration under navnet Home by Bianca.
Er der noget du mangler eller gerne vil vide mere om, så er du altid velkommen til at spørge.
Denne nemme og lækre konfekt klassiker pynter på et hvert bord.
- 300 g marcipan
- 130 g pistaciemasse / pistaciemarcipan (Find link til opskrift på siden)
- 200 g blød nougat
- 200 g mørk chokolade (du kan også bruge en lysere chokolade)
- Pynt med pistacienødder, krymmel eller hvad du nu har lyst til
-
Ælt marcipanen igennem, så den er blød og til at arbejde med.
Tril den til en pølse med samme tykkelse hele vejen. Så er den nemmere at få i den rette form.
-
Kom marcipanen mellem to stykker bagepapir og rul den ud til ca. 20 x 25 cm.
-
Ælt ligeledes pistaciemassen, så den er til at arbejde med og tril til en pølse.
Kom den mellem 2 stykker bagepapir og rul den ud til næsten samme størrelse som marcipanen.
(Bruger du købe pistaciemasse, hvor den er lidt blød, skal du bytte rundt på lagene. Så vent til efter der er kommet nougat på.)
-
Varm forsigtigt din nougat i mikroovnen. Den skal kun være blød og til at smøre ud ikke helt smeltet.
Fordel den ovenpå marcipanen og evt. pistaciemassen.
(Har du en blød pistaciemasse kommer du din marcipan med den fordelte nougat ovenpå et smut i køleskabet, så nougaten stivner og du herefter kan fordele pistaciemassen.)
-
Rul nu din roulade fra den lange ende. Sørg for at stramme den godt. Det kan drille lidt, men skidt med det. Smagen er stadig god.
-
Kom eventuelt din roulade på køl til du er klar til at overtrække.
Hvis du overtrækker en kold roulade, skal du huske, at chokoladen stivner hurtigt og derfor skal du være hurtig med pynten.
-
Temperer din chokolade. Du kan finde en tempereringsguide her på siden eller bruge overtræksknapper.
-
Fordel chokoladen med en bagepensel, så du får det der fine rustikke træstamme look og pynt til sidst din roulade.
-
Skær enderne af, så du får en fin roulade, hvor man kan kigge ind til lagene.
-
Gem din roulade i en tætsluttende beholder til den skal spises. Pas på med at opbevare den for varmt, da den så vil blive blød og miste formen.
No Comments