På tur

Hamborg med børn – i regnvejr

Jeg elsker at rejse og der går desværre alt for lang tid imellem. Derfor havde vi planlagt en tur til Hamborg i vores efterårsferie. Desværre blev den udskudt et par gange, da jeg kom til skade med mit knæ og vi kom først afsted i slutningen af november. Det var derfor for tidligt til deres julemarked, men så sent at kulden og mørket fyldte rigtig meget. Samtidig var vi så uheldige at blive ramt af regnvejr, hvilket krævede lidt mere planlægning og underholdning af børnene, da en tur på legepladsen hurtigt blev en meget våd fornøjelse.

Ingen af os har tidligere været i Hamborg og selvom det endte med at blive en noget våd fornøjelse, skal vi bestemt afsted igen. Der er rigtig mange muligheder også når man rejser med børn. Vores børn er 3 og 5 år og vi havde valgt at tage 2 overnatninger, da vi også havde lidt ting vi skulle nå derhjemme i ferien.

Vi ville selvfølgelig gerne se lidt af byen og det den har at byde på, så vi forsøgte at tilpasse vores oplevelser efter vejret. Det betød også at shopping ikke lige stod øverst på programmet, da det godt kan være en kedsommelig oplevelse for børn og i regnvejr er det bare ikke i nærheden af at være en god idé. Vi kunne selvfølgelig godt have besøgt et af deres mange centre, men vi havde kun 2 dage, så det var med at få set byen og ikke det indvendige af et center. 
Vi havde fundet et fint lejlighedshotel, som lå i Neustadt – Citadines Michel Hamburg. Det fungerede rigtig fint, fordi vi på den måde selv kunne stå for mad og samtidig var der plads nok til at vi kunne putte børnene og stadig have lidt tid sammen efter kl. 20. Vi kørte selv derned og havde gjort stop ved den tyske grænse på vejen. Her havde børnene fået lov at vælge lidt slik og lidt spændende morgenmad. Da vi har børn der står meget tidligt op og samtidig ikke altid spiser de store mængder valgte vi at spare hotellets morgenmad væk og istedet udnytte at der var tale om en lejlighed. Så kunne børnene få en skål morgenmad med mælk ligesom de får herhjemme.

Vi ankom sent og det var allerede helt mørkt, så vi forsøgte med en lille tur rundt i området, men når man ikke før har været i en by, kan det være svært at orientere sig. Vi fik derfor handlet lidt mad og tog tilbage på hotellet og slappede af. 
Dagen efter startede som altid tidligt og fuld af krudt for de to små. Ifølge vejrudsigten skulle det være den dag, der kom mindst regn, så derfor valgte vi at gå en tur ned til havnen og kigge os lidt omkring. Det skabte stor begejstring for børnene, da de både kunne se tog og skibe. De ville begge gerne ud og sejle, så vi besluttede hurtigt at tage en havnerundfart.

Selve havnerundfarten foregik på tysk, hvilket krævede lidt tålmodighed fra børnene og lidt svære gloser for os voksne, som ikke er super stærke i det tyske sprog. Vi fik udleveret et kort på engelsk med oversigt over hvad vi kom forbi. Så det gjorde det lidt nemmere. Især turen ud omkring de store kraner, som laster containerskibene var en sjov oplevelse. 
Efter havnerundfarten gik vi på udkig efter en legeplads, som jeg havde fået anbefalet. Det småregnede men vi havde sørget for regntøj, så det måtte gå. Legepladsen ligger også nede ved havnen i Grasbrook Park ikke langt fra Miniatur Wunderland. 

Det var en rigtig fin legeplads med noget for alle aldre, så en tur i solskin vil kunne give rigtig mange timers leg, mens mor og far slapper lidt af. 
Da vi synes vi var blevet våde nok smuttede vi tilbage til hotellet og fik varmen. Om aftenen tog vi en tur i et center, da jeg gerne ville forbi Primark. 
Dagen efter havde vi besluttet at være indendørs, da vi skulle køre hjem om aftenen og ikke ville være helt gennemblødte. Derfor kiggede vi forbi Miniatur Wunderland, som er en stor modeljernbane med naturtro omgivelser. Der er bygget områder op omkring Hamborg selvfølgelig, men jeg var også meget imponeret deres tur gennem de forskellige lande i Europa og en tur forbi Las Vegas bød det også på. Danmark var repræsenteret med Egeskov Slot, hvilket passer perfekt til et par fynboer som os. 
Lyset skiftede mellem dag og nat og vi fik derfor set detaljerne i “dagslys” og omgivelserne med alle lysene om natten. Ud over togene, var der også lavet en minilufthavn, som var i konstant bevægelse. Der lettede og landede fly og de kørte rundt på startbanerne. 
Skal I til Hamborg og gerne vil være indendørs, så kan jeg anbefale at kigge forbi både med og uden børn. Vi brugte ca. 3 timer derinde og kunne sagtens have brugt meget mere, hvis ikke børnene var blevet utålmodige. 

Når I skal spise jeres frokost, så er der lige inden toiletterne et område både for ammende, men også et lille legeområde, så de voksne kan nå at spise deres mad også. 
Efter vores tur i Miniatur Wunderland var det klaret helt op og vi var derfor klar til at kigge forbi et sted som vi havde fået anbefalet, nemlig Hamburg Dom. Det er et stort tivoli, som kommer til byen 3 gange om året og derfor har sit eget faste område i St. Pauli området. Da vi skulle videre derfra tog vi bilen derud. Det kan være svært at finde parkering, men vi kom lige inden de åbnede kl. 15, så det var ikke noget problem. 
Da vejret endelig var med os besluttede vi, at bruge så lang tid børnene gad og så finde et sted at spise aftensmad på vejen. Det var et kæmpe hit hos begge børn og de ville gerne prøve det hele. Det er ikke muligt at købe samlede billetter til alle forlystelserne, da de ejes af forskellige, så man skal købe billetten ved den enkelte forlystelse. 
Hamburg Dom er kendt for deres store pariserhjul og selvfølgelig ville datteren på 5 år op i det. Jeg er helt vildt højdeskræk, men vi som vi gik turen rundt kunne jeg godt høre på hende, at det altså ville være rigtig fedt at prøve. Så vi endte med at tage derop alle 4. På det tidspunkt var det blevet mørkt og udsigten ud over Hamborg var helt fantastisk. 

Stedet er stort og efter en tur rundt havde vi brugt 2 timer og det var tid at finde bilen og køre hjem til Danmark.
Vi fik derfor ikke set så meget til Hamborg centrum, men derimod blev det havnen og Miniatur Wunderland, som der blev brugt tid på. Det fungerede rigtig godt, da det var oplevelser, som både børn og voksne fik noget ud af og samtidig var vi i læ for regnen. 

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Agnethe Vinther Thorsen
    19. februar 2018 at 16:09

    Det lyder som en skøn tur trods vejret og jeg kunne godt finde på at forære mine forældre en tur derned, min far er nemlig skidt i tysk schlahger og modeltog ?

  • Reply
    Home by Bianca
    19. februar 2018 at 20:37

    Så ville det da være en perfekt gave. Vi skal helt sikkert afsted igen ?

Leave a Reply