Græskar mousse kage
Min søde veninde og medlem af min kageklub har skrevet sit første gæsteindlæg. Tag godt imod hende og hendes lækre kage opskrift.
Græskar mousse kage.
Kender I det når man møder en, som man bare klikker med? – Hvor kemien bare passer som fod i hose. Lidt som når man bliver forelsket og tænker hende/ham her er da bare for dejlig en person.
Jeg har mødt en, som bare gør mig glad – og jeg håber, at jeg kan give lige så meget tilbage og at vores venskab vil blomstre. Jeg forelskede mig, da jeg fandt ud at hun går lige så meget op i om chokoladen rammer 33 eller 34 grader, kan sætte sig ind at jeg sortere mine småkager i 1.- og 2.-sortering, at hun forstår frustrationen ved luftbobler i en frugtgele og synes glæden ved noget nyt bageudstyr er lige så lækkert som mig.
Derudover deler vi ret mange af de samme værdier. Vi har næsten jævnaldrende børn og så har hun i perioder været meget alene med børnene da de var små, fordi hendes mand arbejdede meget. Hun kan derfor meget nemt sætte sig ind i, hvordan det er at rende rundt med havregrød i håret en hel dag, eller at man faktisk ikke gider i bad selv om ens unge lige har kastet op ud over en.
Meget kort; vi mødtes til kvindecross (udendørs træning med en masse andre mødre) tjek gerne
http://www.morskrop.dk/ud. Vi fandt ud af, at vi bor rimelig tæt på hinanden, og da der så var sommerferiepause og vi ikke skulle holde ferie, aftalte vi at fortsætte vores træning sammen henover sommeren. Her faldt snakken ret hurtigt på kage og frøet til vores venskab blev sået.
Bianca tog så det fantastiske initiativ at vi sammen med to andre skønne bagenørder skulle lave os en bageklub. Vi mødtes første gang i begyndelsen af november. Vi havde aftalt, at vi ville have et tema og denne første gang var det oplagt med efterår som inspiration. Fra min hånd blev det til denne kage med græskar:
Opskrift – Græskar mousse kage
Krydret græskar bund
170 g. smør
200 g brun farin
225 g sukker
3 æg
2,5 dl græskar pure
1 ¼ dl kærnemælk
250 g mel
2 tsk bagepulver
Vanilie (jeg brugte flydende svarende til en halv stang)
1 ½ tsk kanel
1 tsk natron
½ tsk muskatnød
Græskar pureen er lavet ved at skære et lille hokaido-græskar ud i stykker på størrelse med duplo-klods. Indmaden er fjernet, men lad endelig skrællen blive – den er med til at give en god orange farve. Op i en gryde med en lille skvat vand og så skal det ved svag varme koges mørt. Græskarret afgiver væske så der skal kun meget lidt vand til.
Når det er så mørt at stykkerne kan moses med en ske, pureres det med en stavblender. Der skal bruges både pure i bunden og i moussen. Den pure man får i overskud kan fryses.
Pisk smør. Tilsæt sukker og pisk til det er en ensartet masse.
Tilføj et æg ad gangen mens der piskes.
Bland græskarpure og kærnemælk sammen i en skål og i en anden skål blandes alle de tørre ingredienser sammen. Rør nu gradvist det tørre og våde i smørblandingen.
Hæld i en springform og bag ca. 30-40 min. ved 200 grader.
Jeg brugte en lille form på ca 16 cm. Dette gav en høj bund som jeg så flækkede til to bunde. Man vil også kunne bruge en større form, men så skal moussen nok ganges op.
Mousse:
2 blade husblas
2 dl fløde
2 dl græskarpure
85 g sukker (muligvis mere)
½ – 1 tsk vanilie (pulver eller flydene – ikke sukker)
1 tsk kanel
Muskat
Ingefær
Kardemomme
Husblas lægges i blød.
Pureen varmes op i en gryde og smages til med sukker og krydderier. Vrid husblassen og smelt den sammen med pureen.
Tag gryden af og lad pureen køle af til det er fingervarm eller koldere.
Pisk fløden og vend den forsigtigt i pureen.
Jeg har derefter pyntet med mørk chokolade som er sprøjtet ud til blade. Jeg fandt en skabelon på google som jeg printede ud, lagde bagepapir på og kunne så lege med at få de fine chokolade-blade.
Jeg håber I vil have mod på at lege med en lidt anderledes og utraditionel kage
Med mange glade bage hilsner Lulu
3 Comments
Pia (KreativePips)
30. april 2017 at 7:51Hvor lyder det lækkert 😉
Marie
29. oktober 2020 at 14:00Kan moussen laves et par dage i forvejen og gå i fryseren? Jeg havde tænkt at lave kan som små individuelle kager med en mousse-bombe ovenpå.
/Marie
Home by Bianca
4. november 2020 at 11:48Hej Marie
Da det er et gæsteblog indlæg, er det ikke en opskrift jeg selv har forsøgt mig med, men når jeg læser den igennem, vil jeg mene du sagtens kan fryse dem ned 🙂