Da vi var ude og handle den anden dag faldt jeg over en stor pose frisk spinat og sammen med en idé om, at jeg gerne snart ville have laks på menuen, måtte den med hjem til en god omgang frisk pasta med laks og spinat.
Selvom vi godt kan spise frisk pasta året rundt, er der bare et eller andet ved de der varme solskinsaftener, som får mig til at drømme mig tilbage til Italien, når der kommer frisk pasta på bordet. At det samtidig er en super nem og hurtig ret at lave, gør den perfekt til de der sommerdage, hvor man allerhelst vil bruge tiden udenfor.
For det meste handler jeg efter madplan, men da inspirationen til denne ret kom mens vi handlede, satsede jeg på, at vi havde det hjemme jeg skulle bruge til retten. Derfor er retten lavet på creme fraiche og ikke den traditionelle med fløde, da jeg havde en bøtte creme fraiche stående i køleskabet, som alligevel skulle bruges. Sammen med 1/4 squash var retten hurtigt klar.
Frisk pasta med laks og spinat (til 4 personer)
250 g laks
1/4 squash
250 g frisk spinat
300 g frisk pasta
2 dl creme fraiche
2 tsk sød fransk sennep
2 spsk soltørrede tomater
Peber
Start med at stege laksen på en dyp pande. Når laksen af klar tages den af og stilles til side.
Skær squashen i mindre stykker og steg den på panden fra laksen.
Skyl spinaten og skær den eventuelt i mindre stykker, hvis det er meget store spinatblade. Kom spinaten på panden og lad den stege med, så den falder lidt sammen.
Sæt pastaen igang med at koge i en gryde de par minutter, der står på pakken.
Kom creme fraiche og sød fransk sennep i panden med spinat og squash og rør det sammen.
Tilsæt soltørrede tomater og smag til med peber.
Riv laksen i mindre stykker og lad den varme med i panden et øjeblik.
Server med den friske pasta.
No Comments