Æbledrøm – elsker du også gammeldags æblekage og drømmekage, så vil du være vild med denne fusion af de to klassikere.
Det lyder måske skørt, men jeg har længe gerne villet lave en kombinationskage af de to klassikere. Derfor har denne æbledrøm bestående af gammeldags æblekage og drømmekage været i tankerne længe før jeg egentlig fik den bagt.
Jeg er efterårsbarn og derfor har gammeldags æblekage altid været fast indslag på fødselsdagsbordet.
Samtidig var drømmekage en af de første bradepandekager, som jeg lavede til en fødselsdag, så den har en særlig plads herhjemme.
Gammeldags æblekage
Der er mange meninger om hvordan en rigtig gammeldags æblekage skal laves. Hos nogen skal det være med både æblekagerasp, gele og flødeskum. Hos andre er det den helt simple version med makroner og flødeskum, som er den rigtige
For mig må æblemosen i den gammeldags æblekage ikke være for sød. Jeg synes raspen i sig selv er sød nok og derfor er det vigtigt at den får et modspil fra den lækre æblemos.
Derfor drømmekage som modspil
I kagen her har jeg valgt at det søde modspil til æblemosen er drømmekagen. Jeg har endda valgt at sørge for, at der er masser af drømmekage snask i kagen, så det bliver den ikke mindre sød af.
Derfor er min æblemos i denne opskrift til den lidt syrlige side, hvilket giver det perfekte samspil i kagen.
Nye teknikker
Når det kommer til smage kan jeg godt lide at eksperimentere. Derimod nye bageteknikker og forsøg, kan jeg være lidt længere om at komme igang, men jeg bliver altid ved til det lykkes.
Denne gang har jeg ud over at lege med smagen, valgt at prøve lidt nye teknikker af. Det var første gang jeg prøvede at lave marcipanbånd og det var slet ikke så svært som det ser ud.
Det er også første gang jeg forsøgte mig med moussebomber, men da jeg er vant til at arbejde med husblas i mousse, var jeg ikke nervøs for den del.
Fremgangsmåde – Æbledrøm
Denne kage tager lidt tid at lave. Ikke fordi selve arbejdet med kagen tager så lang tid, men der er en del hviletid, hvilket du ofte vil opleve med mussekager.
Vil du gerne selv igang, deler jeg nederst på siden opskriften og så vil jeg anbefale dig at dele den op i steps.
1. Bag bundene
2. Kom drømmekagetopping på de afkølede bunde
3. Lav moussen, fordel den på kagen og lad moussen stivne
4. Lav marcipanbånd og pynt kagen
Opskriften på drømmekagebundene bruger jeg gerne til mine større kager, da de er mere stabile end almindelig drømmekage.
Herunder finder du først opskriften på drømmekagebunde og nedenunder er opskrift og fremgangsmåde på min kage – Æbledrøm.
Begge dele er i en fin printvenlig version, som du nemt kan tage med i køkkenet.
Vil du gerne inspireres til flere opskrifter med æble, så finder du dem her #Æbler
Eller er det flere kager, som du er på udkig efter, så finder du dem her: Kage/Dessert
Rigtig god fornøjelse.
Her finder du mig
Du er altid velkommen til at kigge forbi min instagram @homebybianca, hvor jeg deler billeder af mine opskrifter, lidt af mine kreative input og livet som mor.
Bloggen kan også findes på facebook, hvor jeg løbende ligger links til de nye indlæg op. Bloggens facebookside findes her Home by Bianca
På Pinterest pinner jeg opskrifter, kreative input og skøn inspiration under navnet Home by Bianca.
Er der noget du mangler eller gerne vil vide mere om, så er du altid velkommen til at spørge.
Lav lækre og nemme drømmekagebunde til din næste lagkage.
- 4 æg
- 300 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 dl mælk
- 80 g smør
- 250 g mel
- 2 tsk bagepulver
- 6 æg
- 450 g sukker
- 3 tsk vaniljesukker
- 3 dl mælk
- 120 g smør
- 375 g mel
- 3 tsk bagepulver
-
Kom æg, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det til det er hvidt i din røremaskine.
-
Kom mælk og smør i en gryde og varm det op til smørret er smeltet. Mælken behøver ikke koge.
-
Sigt melet i en skål og bland det med bagepulver.
-
Tænd din røremaskine på lavt niveau og kom skiftevis mælkeblandingen og melblandingen i. (det skal stadig være en let og luftig dej, så det skal røres forsigtigt sammen – du kan eventuelt vende det sammen uden maskinen med en dejskraber, så du har føling med dejen)
-
Når det hele er vendt godt sammen kommer du det i din springform.
-
Bruger du bagebælte, skal du sørge for det har ligget i blød i ca. 10 minutter. Bagebæltet skal ikke vrides inden det sættes på springformen.
-
Bag din kage i ca. 50 minutter ved 185 grader varmluft.
Når du laver denne kage, vil jeg anbefale dig at dele den op i steps. Det kan du se mere om i nedenstående. Jeg har delt opskriften på drømmekagebunde længere oppe.
- 125 g smør
- 100 g kokosmel
- 250 g mørk farin
- ½ dl mælk
- 100 g hasselnødder
- 50 g sukker
- 10 blade husblas
- 750 g æblemos
- 3-5 spsk citronssaft
- 4 dl piskefløde
- 200 g marcipan
- 25 g glukosesirup
- 150 g flormelis
-
Når din drømmekage er kølet af, skærer du den ud i 3 fine bunde.
-
Smelt ingredienserne til toppingen i en lille gryde og stil det til afkøling.
-
Når det begynder at være mere tykt i konsistensen fordeler du det på bundene.
-
Når drømmekagetoppingen er fordelt på bundene sætter du dem i køleskabet, så smørret i toppingen kan stivne.
-
Mens drømmekagen køler ned med drømmekagetoppingen på laver du hasselnøddekrokant
-
Kom hasselnødderne på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 200 grader i ca. 10 minutter (til de har taget farve)
-
Tag pladen ud og lad dem køle af en smule. Kom hasselnødderne i et viskestykke og gnub skallerne af.
-
Kom sukkeret på en pande og lad det smelte uden at røre for meget i det. Tilsæt hasselnødderne og sørg for de er dækket allesammen.
-
Kom de sukkerklisterede hasselnødder tilbage på bagepapiret og lad dem køle af.
-
Hak nødderne med en savtakket kniv til passende stykker.
-
Start med at lægge husblassen i blød i koldt vand
-
Varm æblemosen op i en gryde (jeg bruger æbler fra haven, som jeg alligevel har kogt hurtigt til mos, inden mosen er gemt i fryseren til skønne lækkerier)
-
Smag æblemosen til med lidt citronsaft, så den får noget syre. Hvis det er søde æbler, skal der lidt mere citronsaft i.
-
Når æblemosen er varmet op vrides vandet fra husblassen og den kommes i gryden og smeltes sammen med den varme mos.
-
Tag gryden fra varmen og hæld æblemosen i en skål, så den kan køle af.
-
Imens piskes fløden til flødeskum.
-
Når æblemosen er kølet af tilsættes først lidt flødeskum til skålen med mos, så husblassen ikke bliver kølet for hurtigt af og dermed trævler.
-
Tilsæt den afkølede æblemos til resten af piskefløden og vend det sammen.
-
Tag lidt af moussen fra til bomber inden hasselnøddekrokanten vendes i.
-
Vend hasselnøddekrokant i æblemoussen. (jeg brugte ca. ½ delen).
-
Start med at ligge en drømmekage bund med topping på et fad.
-
Kom en samlering om eller brug eventuelt ringen fra springformen,
-
Kom halvdelen af moussen med hasselnøddekrokant i og kom derefter endnu en drømmekagebund med snask på.
-
Kom den andel halvdel af moussen på og top med den sidste drømmekagebund med topping.
-
Lad kagen stå på køl i 2-3 timer til moussen har sat sig.
-
Imens kommes moussen til bomberne i silikoneforme og sættes i fryseren.
-
Når kagen har sat sig laves marcipanbåndet.
-
Først røres marcipanen sammen med glukosesirup.
-
Herefter æltes først 100 g flormelis i massen. Den må ikke klistre.
Jeg tilføjede ekstra og nåede op på ca. 150 g flormelis ialt.
-
Tril marcipanen ud til en lang pølse og rul den flad med en kagerulle.
(sørg for at have målt kagens omkreds og højde, så du kan skære marcipanbåndet til)
-
Skær marcipanbåndet i den ønskede størrelse og kom den rundt om kagen.
-
Tag de frosne moussebomber ud af fryseren og vend dem ud af silikoneformen.
-
Pynt kagen med moussebomber, hvid chokolade og krymmel.
november 2018
2 Comments
Ditte Moloney
29. august 2020 at 22:55Er i fuld gang med denne spændende kage – men nu er jeg i tvivl – hvad sker der hvis den står mere end 3 timer på køl før den spises?
Vh Ditte
Home by Bianca
3. september 2020 at 10:07Hej Ditte
Jeg beklager, at jeg ikke har set dit spørgsmål før. Der sker slet intet ved at den står lidt længere. Du kan sagtens lave den dagen før servering, hvis det er det du har brug for.
Rigtig god fornøjelse. 🙂